Billede fra 70'erne

Husets historie

Fra Huset i Magstræde til Huset-KBH

Huset-KBH (det tidligere Huset i Magstræde eller i folkemunde bare Huset) er et helt særligt sted, der i snart 50 år har været omdrejningspunkt for menneskeskæbner, kunstnere, kulturentreprenører, frivillige ildsjæle og iværksættere. I Danmarks første og mest toneangivende kulturhus har musikken altid været betydningsfuld, men andre kunstformer som teateret, filmen, ordet, billedkunsten, spil m.m. har ligeledes sat sit præg på Husets udvikling.

Født med 70’ernes engagement for nye og mere aktive demokratiseringsformer har Huset fra start været et sted, hvor det er naturligt for dets brugere selv og sammen at skabe og organisere de mange aktiviteter samt udleve deres kunstneriske drømme. Huset har en lang historisk tradition for samskabelse, frivillighed og udvikling. Traditionen kan genkendes i nutidens metodiske innovationsprocesser, og som har haft stor betydning for arbejdet med kultur i København og Danmark.

 

Udgangspunktet

I 1968 blev idéen til Projekt Hus undfanget af Det Ny Samfund og de politiske grupper Krim, ABCinema, Unge Pædagoger, Individ og Samfund samt Club 27. Året efter blev planerne for kolonialfimaet, Styhr & Kjærs gamle pakhus offentliggjort: Et fælles værested for alverdens sociale og kulturelle betingelser støttet af Københavns Kommune, Kulturborgmesteren og Folketingets Finansudvalg.

Den 1. april 1970 overdrages huset til ‘de unge’. Efter overdragelsen flytter hippier og flippere ind i bygningen, hvor op mod 700 unge bor på Husets betongulve (Vidste du, at en længe af Huset faktisk er opført som det første betonhus i Danmark?).

Huset blev i disse år også fødested til blandt andet Fristaden Christiania og Thy Lejren, samt Huset i Aalborg.

Hør denne podcast om Husets oprindelse fortalt af Lektor ved IKK på Københavns Universitet og tidligere leder i Huset, Peter Duelund:

 

Fortæl os dine historier om Huset?

I 2020 runder Huset 50 år og i den forbindelse indsamler vi materialer og forskellige personlige beretninger fra Husets tid. Vi mener, at Husets historie er brugernes historier.

Er du kommet i Huset gennem tiden eller kender du nogen, som kunne have lyst til at fortælle deres historier til os? Så kontakt os via mail christina@huset-kbh.dk eller tlf. 2049 1916