07.05 Kl. 20.00
Uniradioen præsenterer: Cherry Blossom Kids + Young Couple
Musikcaféen

UNIRADIOEN PRÆSENTERER
Uniradioen og Musikcaféen i HUSET-KBH har gennem en årrække samarbejdet om at præsentere de nyeste og mest aktuelle navne fra det nordiske vækstlag. På tværs af genrer kuraterer Uniradioens musikredaktion hvert semester tre aftner, hvor de præsenterer bands og solister, som særligt har fanget deres opmærksomhed og vist potentiale.

Arrangementerne præsenterer de udvalgte bands i Musikcaféens intime rammer, og du har som publikum mulighed for at stå ansigt til ansigt med nogle af morgendagens mulige store stjerner! Tidligere har navne som Patina, Schultz & Forever, mags, Bisse, Shy Shy Shy og Fugleflugten været på plakaten.

Endnu en gang åbner Uniradioen op for koncerter i Musikcaféen. Vi er spændte på at præsentere musik i den nordiske undergrund – denne gang med Young Couple og Cherry Blossom Kids

Næste arrangement er 16. april: https://www.facebook.com/events/1364971813664999/
▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄▄

Young Couple er et nyt band fra København, der i januar udgav deres anden single ‘Sharpened Lines’. Med sin både introverte og fabulerende alternative rock rummer orkestret det unge voksne menneskes omfattende og ofte modsætningsfyldte følelsesregister. Young Couple har en traditionel rock-instrumentering med bas, trommer, guitar, vokal og saxofon og adskiller sig derved fra den syntetiske og synth-bårne lyd, som er fremherskende lige nu. Man aner den sirlige og eventyrlystne prog-rock fra 70’ene og ikke mindst strøg af 80’ernes art-rock, hvor Cocteau Twins’ skrøbelige majestæt eller Television’s poetiske guitar-fraseringer skabte nye musikalske horisonter. Young Couples besætning er dog primært klassisk på papiret, idét bandet udmærker sig ved deres opfindsomme brug af instrumenterne og en insisteren på disses potentialer udover det rent rock-traditionalistiske.

Cherry Blossom Kids kombinerer en moderne, tight sound med klare referencer til tidligere årtiers pop- og rocktraditioner. Med en ukompliceret tilgang til tekst og sangskrivning er bandets fængende og melodiske udtryk ikke til at tage fejl af. Sidste år udgav bandet to singler, som begge modtog ros fra diverse musik-blogs samt airplay i flere nordiske lande. Deres debut-EP, som udkommer senere på

året, indeholder syv numre der tager dig med på en bølge af retrovibes, romantisk længsel og følelsen af ungdommelig frihed. Så spænd dine Converse All-stars og lad dig rive med af bandets fængende melodiske udtryk med catchy hooks, flerstemmige kor og legesyge live-show.

07.05 Kl. 21.00 / Dør Kl. 20.00
Uniradioen præsenterer: Cherry Blossom Kids + Young Couple
Musikcaféen