07.03 Kl. 20.00
Rigmor + L.T. Valentin
Musikcaféen

RIGMOR

En idé om at sætte musik til tekster af Michael Strunge blev startskuddet til bandet Rigmors vision om at give ordene vinger. Inspirationen fra Strunge gav en tyngde og melankoli i bandets egne tekster, der emmer af ærlighed og inderlighed. En drøm om at kunne figurere som talerør for en generation, der er blevet tabt på gulvet, får jorden til at brænde under fødderne og musikken til at stikke af.

Rigmor udgav i august 2019 debutsinglen ”Træ”, der fik omtale i blandt andet DR og Gaffa og airplay på P6. Senere i august måned spillede de på Uhørt Festival på Vesterbro, hvor musikbloggen Undertoner udråbte dem til Årets Koncert.

Rigmor befinder sig i et spændingsfelt mellem det blide og det støjende. Musikken har adopteret Strunges maniodepressive sind, og deres insisterende sceneoptræden vil efterlade dig i et potpourri af nervøs og chokeret forløsning. Den unge århusianske gruppe har spillet sammen siden marts 2018 og består af Sarah Wichmann, Oliver Stewart, Victor Sousa og Lasse Lykke.

Med Rigmors danske tekster og poetiske lydunivers er de et godt bud på endnu en upcoming nordisk unika-perle.” – Bands of Tomorrow, i forbindelse med udgivelsen af ’Træ’, august 2019.

Ordene lyder afslappede, rare og beroligende. Nærmest kælende. Men alligevel også frygtsomme. For hun synger med afsæt i et levet liv, der har været undervejs i lidt over 20 år, og som rummer lige så meget sorg som lykke. For verden er smuk og forfærdelig på samme tid, når kvartetten Rigmor spiller, og det er som om, at man kigger direkte ind i alt, hvad hun har oplevet, når hun synger.” – Undertoner, anmeldelse af koncert på Uhørt Festival, august 2019

 

 

L.T. VALENTIN

Troubadouren L.T. Valentin er født og opvokset i det vestjyske. Hans folkinspireret musik har taget ham fra de små barer til SmukFest, SPOT og diverse andre festivaler. Det borgerlige navn er Lasse Tarp Valentin, og han udgav i foråret 2017 sin debut “Tilstande i Øst og Vest”. Sidenhen har han været i rotation på P6 Beat, turneret flittigt både solo og med band, og været en af de udvalgte i Karrierekanonen 2018. Han kan denne aften opleves i et eksklusivt trio-setup. 


L. T. Valentin henter inspiration fra sangskrivere som Neil Young, Bob Dylan, Damien Jurado, Richard Swift og Kevin Morby. I Februar 2019 udgav han sit nye album ”Villerst Minde”.

“Jeg har arbejdet på den nye plade i snart et år. Der skete en masse ting i mit liv, som udsatte indspilningerne, men det var for det bedste. Jeg glæder mig til at præsentere en plade, som både er akustisk og med mit band De Fremmede. Pladen er en samling af sange, som beskriver følelser, skæbner og holdninger der ikke bliver accepteret i et mere og mere strømlinet samfund. Jeg ønsker at fortælle en side af dagens Danmark, som er tabubelagt i høj eller mindre grad. Om druk, angst, tvangstanker og selvdestruktivitet, men også om håbet for, at vi alle har en plads under solen. Med eller uden accepten fra omgivelserne. Det er sange med udgangspunkt i mig selv, men også betragtninger af mine omgivelser.” udtaler L. T. Valentin.

Pladen er indspillet i L.T. Valentin’s eget studie “Hjemmelavet Pladestudie” på Islands Brygge i København med bandet De Fremmede bestående af Sune Chr. Thomsen (The Youth, The PowPow), Mads Lind (Martin Meincke), Jesper Ravn-Jensen (The Youth, Kippenberger), Johan Lajgaard Ovesen (Mescalin, Baby), Mads Graves Pedersen (Mescalin, Baby, Mother Lewinsky) og NannaSarah Vedel.

07.03 Kl. 21.00 / Dør Kl. 20.00
Rigmor + L.T. Valentin
Musikcaféen