Bliv frivillig

Bliv frivillig

 

De fleste af Husets events – fra koncerter til teaterforestillinger – er drevet af frivillige kræfter. Husets filosofi er, at kultur er noget vi skaber sammen. Derfor kan man også være frivillig på flere måder, alt efter hvad man interesserer sig for.

Du kan blive en del af:

  • Husets frivilligteam
  • Bastard café spilguru
  • Frivillig i TeaterHUSET
  • Frivillig i Husets Biograf

 

På den måde er der mulighed for at dyrke sin indre nørd og samtidig få indblik i, hvordan det er at være en del af et stort og levende kulturhus med masser af forskellige nicheområder.

 

Hvilke slags frivillig er du?

 

Husets frivillige: Som frivillig i Huset kommer du rundt på alle scenerne og er med ved en masse forskellige events. Nogle vagter kommer du måske til at høre jazz, andre gange er det en teaterforestilling, eller måske skal du hjælpe til ved en aften med stand-up eller poetry slam. Husets frivillige team er et rigtig godt sted at starte, hvis man gerne vil prøve det hele. Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til: frivillig@huset-kbh.dk

 

Bastard Café spilguru: Læser du spilmanualer i din fritid? Mødes du med dine venner og bruger fem timer en søndag eftermiddag på brætspil? Så har du måske lyst til at blive en del af Bastard Caféens frivillige team, som består af spil-guruer der står klar med hjælp, når gæsterne i caféen kaster sig over et nyt spil, de ikke har prøvet før. Her er der tale om et frivilligt job med masser af socialt samvær både med de andre spil-guruer og selvfølgelig også gæsterne. Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til: guru@bastardcafe.dk

 

Frivillig i Husets Biograf: Husets biograf er en gammel undergrundsbiograf, der viser alternative film og har specialiseret sig i kreative filmvisninger. Husets Biograf byder også på masser af kitsch smalfilm, musical sing-along, glemte klassikere, gemte skatte og oversete mesterværker. Som frivillig i Huset Biograf kommer du til at stå for billetsalg, afvikling (med en analog film-fremviser!) PR, bar mv. – og du bliver en del af et socialt fælleskab, som bare ELSKER film. Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til: jack.stevenson@mail.dk

 

Frivillig i TeaterHUSET: TeaterHUSET er Husets teaterforening. Her finder man alle lag af scenekunst på højt niveau – fra ide til produktion. Foreningen har samlet scener, kurser, workshops og øvelokaler under ét tag. Dermed har den skabt et mødested for det danske teater-miljø og danner rammerne om vækstlaget. Som frivillig kan du hjælpe til på scenerne Vox og Xenon eller til Teaterfestivallen Vildskud som holdes hvert år i august. Hvis det lyder som noget for dig, så skriv til: projekt@teater-huset.dk. 

 

 

­